Find billige badeværelsesmøbler

badeværelsesmøbler brugtHvis du selv kan lave dit badeværelse, så er der virkelig mange penge at spare. Hvis du skal have håndværkere til at lave et nyt badeværelse til dig, så koster det let 100.000-200.000 kr. Jeg planlægger renovering af vores gamle badeværelse og regner med max at bruge 15.000 kr. Jeg starter på projektet om en uge eller to, når førstesalen er helt færdig, men jeg skal nok fortælle jer, hvordan det går undervejs og vise før og efter billeder og billeder af processerne undervejs.

Så jeg er selv på jagt efter billige badeværelsesmøbler, da jeg synes, det er alt for dyrt at give over 5.000 kr. for et badeværelsesmøbel. Det første sted jeg vil lede efter et billigt badeværelsesmøbel er Den Blå Avis, der kan du finde pæne brugte eller nye fejlkøb. Jeg havde kig på et med sort bordplade, brunt træskab og læderhåndtag. Det var et super flot skab, men jeg købte det desværre ikke, fordi jeg syntes, der var længe til, at jeg skulle renovere badeværelse, og nu er det desværre væk, så slå til mens du kan.

www.genbyg.dk kan du også være heldig at gøre et kup, de får løbende nye varer, men du kan oprette en vareagent, så du får besked, når der er nyt af det du søger. Lige nu er der kun et enkelt badeværelsesmøbel til salg, men det ser pænt ud.

En butik som Bilka har også forholdsvis billige badeværelsesmøbler, højskabe og spejle, så hvis du finder noget der, du kan lide, så kan du bestille det hele samlet og få det leveret til din adresse, hvis du ikke har en Bilka i nærheden.

Hos www.flottebade.dk er der et punkt, der hedder først til mølle. Her finder du ret gode tilbud, når de rydder op, på både skabe og glasvægge, og der kan også være et enkelt armatur.

Et andet godt sted at kigge er også www.ebuy24.dk. De har et fint udvalg til lave priser. Ellers så kigger jeg altid, når jeg kommer i et byggemarked, for det sker, at de skal have solgt en udstillingsmodel, og så kan man spare et par tusind der. Det samme gælder hos køkken- og badfirmaerne, her kan du også spare en del på udstillingsmodeller, og flere viser endda modellerne på nettet, se fx HTH og Aubo, men her er startpriserne anderledes, så selvom de er stærkt nedsat, så er det stadig dyrt.

Omkring Lis

Jeg er en gør det selv kvinde, der elsker at rode med hus og have og lave så meget selv som muligt. Mit motto er "Du ved ikke om du kan, før du har prøvet det". Jeg bruger også meget tid online og finder mange gode tilbud, som jeg deler med jer her på siden.

Skriv en kommentar

*