Coaching er en samtaleform, der bruges til at udvikle dit potentiale. En coach giver dig ikke svarene, du skal selv finde dem frem. I går gennem en proces sammen, hvor coachen er ved din side som en guide, men du træffer selv beslutningerne og finder svarene. Coachen hjælper dig på vej med spørgsmål. Spørgsmålene kan være borende og lidt irriterende, for de omhandler en side af dig selv, som du ikke har belyst eller ressourcer, som du ikke er bevidst om, og som først skal findes frem. De bruger en speciel spørgeteknik, så du er nødt til at svare uddybende og lede i dig selv efter svarene. Oftest skal I mødes igen, da forandring tager tid. Du afslutter en coaching time med en aftale. Det kan være, at du skal forberede noget hjemme, eller der er noget, du skal have opnået. Det aftaler I ved sessionens afslutning.
Hvad kan du bruge coaching til?
Du må ikke forvente, at coachen giver dig svarene på, hvad du fx skal med dit liv, men en god coach kan hjælpe dig til at se, hvad du har lyst til, og hvor dit potentiale ligger. Coachen kan hjælpe dig med at finde nye ressourcer frem. Du kan bruge en coach til at sætte nye mål i livet eller blive en bedre leder. Du kan også bruge en coach til at få styr på dine prioriteter i forhold til arbejde og privatliv eller til at arbejde med din personlige udvikling. Der vil altid være mere at lære, og du kan udvikle dig hele livet uanset alder.
Hvad skal du se efter når du vælger coach?
Virksomheder bruger ofte coaching, men du kan også med fordel besøge en coach som privatperson. En coach vil ofte have specialiseret sig i enten privatpersoner eller erhvervslivet, og du skal selvfølgelig vælge den coach, der har mest erfaring inden for det område, du søger hjælp til.
Det er selvfølgelig vigtigt, at I har en god kemi, og du har lyst til at tale med vedkommende. Du skal også være opmærksom på, om coachen er uddannet. Det er helt i orden at bede om at se hans eller hendes eksamensbevis. Der findes også mange forskellige uddannelser i dag – og nogle er bedre end andre. Coach er ikke en beskyttet titel, så alle kan i princippet kalde sig coach. Spørg efter referencer og søg på nettet og i vennekredsen efter anbefaling af en coach.